top of page

TRIN 7 Søg job som fysisk træner

I har nu lavet nogle af de opgaver, man løser i jobbet som fysisk træner, og I har besøgt en erhvervsskole og prøvet kræfter med uddannelsen. I dette trin skal I evaluere på jeres oplevelser. I skal altså tænke over, hvad I har fået ud af forløbet indtil nu.

Bagefter skal I kigge på listen over de kompetencer, som det er godt at have for at blive en god fysisk træner, og tænke over, hvilke kompetencer I selv har. Måske kan I mange af de ting, man skal kunne som fysisk træner. 

Til sidst skal I søge et fiktivt job eller praktikplads som fysisk træner.  

 

Opgaver

  1. Hvad har I lært om uddannelsen?
     

  2. Har I nogle af de kompetencer, der skal til for at blive en god fysisk træner?  
     

  3. Find ud af, hvor I gerne vil arbejde og skriv cv og ansøgning, så I kan søge job. 

I finder opgaverne herunder:


 

Pencil and notepad

OPGAVE 1 Tænk over hvad I har lært om uddannelsen

Hvad har I fået ud af forløbet indtil videre?


Tal sammen i gruppen om, hvad I har fået ud af forløbet indtil nu. Skriv jeres svar ned. 
 

  1. Hvordan tror I, at det vil være at gå på uddannelsen?

  2. Hvad synes I om den opgave, I blev stillet (planlægge en kampagne for et træningsprogram)?

  3. Hvilke dele af opgaven var I hver især særligt gode til?

  4. Er der noget af det, I synes var særligt let eller svært?

  5. Hvilke dele af opgaven synes I var sjovt eller spændende?

  6. Er der noget, I gerne vil blive bedre til?

  7. Hvad var det bedste ved besøget på erhvervsuddannelsen? 

  8. På hvilken måde kan man være stolt af sit arbejde, hvis man er fysisk træner?

Spinning Class

OPGAVE 2 Få overblik over jeres kompetencer

Hvad skal man kunne som fysisk træner?

 

I ved nu en masse om uddannelsen og jobbet. I denne opgave skal I tænke over, hvad man skal kunne for at blive en god fysisk træner, og om det passer med de ting, I selv er gode til (jeres kompetencer). Herunder ser I en liste over de kompetencer, man skal have ifølge Uddannelsesguiden (ug.dk) for at blive en god fitness-instruktør. 
 

  • Du skal være serviceminded og god til at hjælpe og vejlede andre

  • Du skal være i god form

  • Du skal være indstillet på at have tæt fysisk kontakt til andre

  • Du skal være god til at tale med mange forskellige mennesker

  • Du skal være god til at vise forståelse for andre

  • Det er en fordel at være god til engelsk.
     

Har I ved at arbejde med forløbet selv fået øje på nogle andre kompetencer, som det er godt at have, hvis man gerne vil være fysisk træner?

Hvordan passer de ovenstående kompetencer med jeres egne kompetencer? Sæt jer sammen to og to og interview hinanden om jeres kompetencer.

> Hent interview-guide (kompetencer)

Når I er færdige med at interviewe hinanden, skal I sammenholde jeres kompetencer med de kompetencer, det er godt at have, hvis man vil være fysisk træner. Du behøver ikke kunne sætte kryds ved alle kompetencerne, men hvis du kan sætte kryds de fleste steder, er uddannelsen måske noget for dig. Det kan også være, du har nogle kompetencer, som ikke står på listen, men som er gode at have. 

Kompetencer er en persons evne til at udføre bestemte handlinger. Man kan f.eks. være god til et bestemt stykke arbejde som at svejse i jern. Man kan også have mere almene og personlige kompetencer som f.eks. at være god til at samarbejde eller tage ansvar.

OPGAVE 3 Søg et job - skriv ansøgning og cv

Sådan kan du skrive en god jobansøgning

Hvad går jobbet ud på?
Når du skal skrive en jobansøgning, er det vigtigt, at du viser, at du har forstået, hvad det er, arbejdsgiveren har behov for.  

 

Eksempel: Jeg kan se, I søger en person, der har lyst til at køre ud til kunderne, og som er fleksibel med hensyn til arbejdstider. Det er lige mig, I søger. 
 

Hvordan vil du løse opgaverne?
Skriv hvordan du vil løse opgaverne eller udføre arbejdet. Kom gerne med nogle konkrete eksempler. På den måde kan arbejdsgiveren vurdere, om du har de rette kompetencer, og om du er motiveret for at få jobbet. 

 

Eksempel: Jeg vil med mine gode samarbejdsevner være hurtig til at forstå den enkelte kundes individuelle behov og indrette træningen herefter. Jeg har god forståelse for andre menneskers situationer og tror, det er vigtigt, at folk, der får en træner ind i deres private hjem, føler sig godt tilpas med det. 
 

Hvorfor vil du være god til jobbet?
Hvad er det, du kan, som gør, at du vil være god til at løse jobbet? Hvilke nogle af dine kompetencer vil du benytte? Skriv hvorfor du som person vil være egnet til at udføre arbejdet, og hvorfor du vil være glad for at for jobbet. 

 

Eksempel: Jeg brænder ikke bare for træning og motion, men også for at være sammen med andre mennesker og hjælpe dem til at få det bedre både fysisk og mentalt. Jeg er god til afvekslende arbejde og vil derfor trives godt med at køre rundt til forskellige mennesker. 

> Hent skabelon til ansøgning 

Sådan skriver du et cv


Et cv skal altid indeholde følgende:
 

  • Dine personlige oplysninger som fødselsdato og kontaktoplysninger
     

  • Oplysninger om hvor du har gået i skole, og hvilken uddannelse du har taget. Skriv hvad du har lært på de forskellige skoler og uddannelser

 

  • Oplysninger om hvor du har arbejdet, hvis du har haft et arbejde, og hvad du har lært af arbejdet. Hvis ikke du har haft et fritidsjob, kan du skrive, hvad du er god til, og hvad du har lært i andre sammenhænge. Det kan være, at du som frivillig har stået i sportsklubbens kagebod eller har været med til at arrangere din bedstemors 75 års fødselsdagsfest. Det hele tæller med i et godt cv. 


> Hent skabelon til at skrive dit cv

 

Dit cv skal også indeholde et afsnit, hvor du beskriver dig selv som person. Det er altid svært at beskrive sig selv, så det kan være en god idé at interviewe hinanden to og to og på den måde komme frem til en beskrivelse af jeres personligheder. 

 

> Hent interview-guide (personlighed)
 

Tilføj en video til dit cv

 

Måske er det nemmere for dig at fortælle, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, hvis du laver en video, hvor du præsenterer dig selv. Du kan lave videoen som et supplement til det skriftlige cv. Gå gerne sammen med en anden fra klassen, som også vil lave en video, så I kan skiftes til at optage og give hinanden feedback på videoen.

 

Her får du nogle tips til at lave en god video-præsentation af dig selv til cv'et. 

Jobannoncer

Klik på jobannoncerne herunder og vælg hvilket job du vil søge. 

Østrup Idrætshøjskole.png

Kunne du tænke dig at undervise elever på en idrætshøjskole, som gerne vil tage en instruktøruddannelse som fysisk træner?

Power Fitness.png

Vil du hellere være ansat til at køre ud og lave individuel træning hos private og for store virksomheder?

Karlshøj Kommune.png

Du kan også blive ansat i kommunen, hvor du skal udvikle og undervise i nye motionskoncepter for borgere over 65 år.

Fresh Fitness.png

Endelig kan du blive ansat som instruktør og holdleder i et helt almindeligt fitness-center. 

CV er en forkortelse for Curriculum Vitae, som betyder livsforløb. Et CV er en kort beskrivelse af en persons uddannelse og job, kompetencer og personlighed.  


 

Som fysisk træner kan man have forskellige typer af job og vidt forskellige arbejdspladser. I boksen til højre finder I fire forskellige muligheder. Læs jobopslagene igennem og beslut jer for, hvor I helst vil arbejde. Hvilket job lyder mest spændende og passer bedst til jeres kompetencer og jeres personlighed?

Bagefter skal I lave en jobansøgning og et cv. Jobansøgningen skal være skriftlig, men I må gerne lave cv’et som en video. I må også gerne skrive cv og ansøgning til f.eks. et fitnesscenter, hvor I gerne vil i praktik. 

bottom of page